Foredrag: Når angsten møder fællesskabet
Sammen med Nikolai May Yde fandt Christina Baltze en vej tilbage til hverdagen gennem en selvhjælpsgruppe hos Angst & StressForeningen.
Nikolai er tidligere gruppeleder i foreningens selvhjælpsgrupper og har stor erfaring med at skabe rum for sårbarhed og nærvær. I fællesskab vil Christina og Nikolai fortælle om hvordan fællesskab, åbenhed og accept blev nøglen til at finde ro og styrke igen. Et foredrag om modet til at dele, kraften i fællesskabet, og håbet om at finde vej tilbage til sig selv.
Nikolai May Yde
Nikolai May Yde har i flere år været engageret i indsatser omkring sårbarhed, og hvordan man taler om det sammen. Han har selv haft angstlidelser meget tæt inde på livet, og i Angst & StressForeningen har han været frivillig gruppeleder i halvandet år. Nikolai er aktiv bestyrelsesmedlem i foreningen og han har flere gange repræsenteret Angst & StressForeningen i talks og til forskellige events. Især igennem mødet med deltagerne i selvhjælpsgrupperne har han fået indblik i, hvor meget det betyder at kunne dele det, der er svært, møde gensidig forståelse og derigennem føle sig mindre alene.
Christina Baltzer
Christina arbejder til daglig som traume-radiograf på Rigshospitalet og har gennem mange år oplevet generaliseret angst og panikangst i hendes liv og hverdag. Christina har gennem terapi og selvhjælpsgruppen fundet hjælp og vejledning til at finde vej ud af angsten.
Ingen skal stå alene med angst og stress
Angst & StressForeningen og Union inviterer til en foredragsserie, der bryder tabuerne om angst og stress. Gennem fire inspirerende arrangementer deler eksperter og modige stemmer deres viden, personlige erfaringer og effektive værktøjer til at håndtere hverdagen, når livet bliver svært. Få ny indsigt, find håb og bliv klogere på dig selv og dine nærmeste.
Tag din familie og venner med og bliv klogere på vejen til et liv uden angst og stress.
Alle arrangementer er gratis og kræver ikke tilmelding.