Foredrag: Når angsten møder fællesskabet

Angst kan føles ensomt, men du er ikke alene. Angelo Shakshaki og Christina Baltzer, har gennem mange år kæmpet med angst, og deler nu deres historier.

Sammen med Nikolai May Yde fandt de en vej tilbage til hverdagen gennem en selvhjælpsgruppe hos Angst & StressForeningen. 

Nikolai er tidligere gruppeleder i foreningens selvhjælpsgrupper og har stor erfaring med at skabe rum for sårbarhed og nærvær. Sammen vil Angelo, Christina og Nikolai fortælle om hvordan fællesskab, åbenhed og accept blev nøglen til at finde ro og styrke igen. Et foredrag om modet til at dele, kraften i fællesskabet, og håbet om at finde vej tilbage til sig selv.

Angelo Shakshaki

Angelo er uddannet Ingeniør i Sundhedsteknologi og arbejder hos GE Healthcare som udvikler ultralyd systemer til sundhedsvæsenet. Angelo startede for første gang i en angstgruppe for 8 år siden og for 4 år siden fik han diagnoserne generaliseret angst og panikangst. Hans hverdag er præget af den kreative verden hvor han fordyber sig i klaverspil, maleri og smykker. 

Christina Baltzer

Christina arbejder til daglig som traume-radiograf på Rigshospitalet og har gennem mange år oplevet generaliseret angst og panikangst i hendes liv og hverdag. Christina har gennem terapi og selvhjælpsgruppen fundet hjælp og vejledning til at finde vej ud af angsten.

Nikolai May Yde

Nikolai May Yde har i flere år været engageret i indsatser omkring sårbarhed, og hvordan man taler om det sammen. Han har selv haft angstlidelser meget tæt inde på livet, og i Angst & StressForeningen har han været frivillig gruppeleder i halvandet år. Nikolai er aktiv bestyrelsesmedlem i foreningen og han har flere gange repræsenteret Angst & StressForeningen i talks og til forskellige events. Især igennem mødet med deltagerne i selvhjælpsgrupperne har han fået indblik i, hvor meget det betyder at kunne dele det, der er svært, møde gensidig forståelse og derigennem føle sig mindre alene.

Ingen skal stå alene med angst og stress

Angst & StressForeningen og Union inviterer til en foredragsserie, der bryder tabuerne om angst og stress. Gennem fire inspirerende arrangementer deler eksperter og modige stemmer deres viden, personlige erfaringer og effektive værktøjer til at håndtere hverdagen, når livet bliver svært. Få ny indsigt, find håb og bliv klogere på dig selv og dine nærmeste.

Tag din familie og venner med og bliv klogere på vejen til et liv uden angst og stress.

Alle arrangementer er gratis og kræver ikke tilmelding.

Kontakt

Union

Nørre Allé 7

2200

Kontaktperson

Angst & StressForeningen

thomas@angststress.dk

Del med