Ny hip hop radio giver de unge en stemme

Hiphop lægger stemme til en overset men udbredt ungdomskultur, der længe har manglet sin egen radiokanal. Men det får de nu: Engagerede unge fra Rapolitics har skabt programmet UnderTonen, som sendes live hver onsdag fra Union på Nørrebro.

Hiphop er den største musikgenre i Danmark og på verdensplan. Både danske og internationale rap artister topper Spotify med millioner af plays. Alligevel er der et kæmpe tomrum i Public Service-dækningen af hiphop herhjemme.

Det tomrum skal udfyldes, mener sociolog og hip hop entusiast, Charles Andrew Nielsen. Til dagligt forsker han i rap- og hip hop kultur, og er projektleder på Rapolitics’ nye hip hop radio, UnderTonen.

UnderTonen vil give dem et outlet, så de rent faktisk har mulighed for at blive set og hørt.
Charles Andrew Nielsen
Projektleder, UnderTonen

Han ser hiphop som en alternativ og kreativ metode til samfundsengagement og medborgerskab, hvor unge bruger kunst, musik, dans og rap som værktøjer. Vi har at gøre med oversete, afgørende stemmer, som er repræsentanter for den musikscene og kultur, der inspirerer og påvirker allerflest unge herhjemme. Men de har brug for en platform at tale fra, mener Charles Andrew Nielsen:

”Der kører debatter, som de unge ofte er ekskluderet fra. Vi oplever, at de mangler et sted hvor de kan tale med og til hinanden i egen sprog og kultur. UnderTonen vil give dem et outlet, så de rent faktisk har mulighed for at blive set og hørt,” fortæller Charles Andrew Nielsen.

Online community radio hver onsdag

Hiphopkulturen er et kreativt frirum og fællesskab. Her mødes unge på tværs af køn, geografi, religion og uddannelsesbaggrund og sætter skabertrangen fri. Hiphoppen er seriøs, men også legende og uprætentiøs. Det er denne kultur, som er afsættet for UnderTonen, og det er de unge selv, som producerer alt indhold.

Udover Charles Nielsen er den aktivistiske rapper Chief fast vært på programmet. Bag knapperne finder man Noah Johnson, som er teknisk ansvarlig.

“UnderTonen er opfundet af unge aktivister fra Rapolitics og bliver produceret af unge kunstnere, rappere, debattører, og engagerede ildsjæle der brænder for musik, hip hop kultur og kreativ aktivisme” slutter Charles Nielsen.

Hver uge vil der være nye gæster, temaer og indslag på programmet.

UnderTonen kan høres hver onsdag fra 19-21 på online-platformen Mixcloud. Første episode gik i æteren onsdag den 17. november 2021.

Fakta

  • UnderTonen er en ny online radiokanal og community platform for unge i aldersgruppen 15-30 år
  • Du kan høre UnderTonen live hver onsdag kl. 19-21 på Mixcloud, hvor du også kan finde tidligere udsendelser
  • UnderTonen produceres af Rapolitics og optages og sendes fra Broadcast-studierne i Union
  • Projektet er støttet af Tuborgfondet.
Billede
UnderTonen i Union
Charles, Chief og Noah sender live fra Broadcast-studierne i Union hver onsdag.