Kulturnatten: Sound & Vision in Union

10. oktober: Kom ind og brug din egen stemme. Hør historier. Del historier og musik. Og vær ikke bange for at prøve din indre lydtekniker af.
Fotograf
Ricardo Ramírez

Til Kulturnatten inviterer Union dig til at opleve de lokale kreative fællesskaber, der arbejder med musik, podcast og filmproduktion i huset.

Program

Send Flere Krydderier

  • 18.00

Fælles middag

Rough Music community rehearsal

  • 18:30 / 19:30 / 20:30

Enhver der vil deltage i skabelsen af et musikstykke, kan komme med et instrument under armen. Hvis du kommer uden instrument, kan du synge eller spille percussion. Det er kun for sjov! Vi øver og spiller et instrumentalt arrangement af en sang af en lokal sangskriver. Vi bruger simple og letforståelige instruktioner som instrumenterne kan følge.

Spoiler Room Livestream til Kulturnat

  • 18:30

Til Spoiler Room Livestream kan du dele dine demoer med pixel.daddy og special guest True Blue live med et publikum. Her kan du dele eller opleve andre der deler, noget musik de går og brygger på for tiden. Det kan være alt fra støvede demoer, der har ligget på hard drivet i flere år, til et friskbryggede idéer, der endnu ikke har taget endelig form.

Rapolitics Rapstudie

  • 19:00

Kom på udforskning i Unions kælderstudie hvor Rapolitics åbner studiet , så du kan få adgang til at producere et track, synge, rappe, eller få de gode værktøjer til at skrive en tekst. Du er i godt selskab med Rapolitics Rap coach Flammen, i helt gode rammer.

Æteren // Felia til Kulturnat på Union

  • 19:00 / 21:00

Felaia tager os med ud på en lydlig rejse, der åbner op for musiske relationer til omgivelsernes lyde. Felia Gram-Hanssen er kunstner og studerende på Æteren, en podcast- og lydfortælling uddannelse, der har til huse i Union. Hendes performance består af et sammenspil af podcast og lydflader. Lydoptagelser fra naturen, rejser og hverdagens små fortællinger samt Interviews flettes ind i et perkussivt og vokal drevet lydunivers.
Felia er uddannet kunstner og arbejder som komponist og musiker. Hun er trommeslager i bl.a Thulebasen og Meshes, en performancegruppe bestående af dansere og musikere.

Filmvisning: Alt vokser her

  • 19:00 / 20:00

Alt vokser her, er en del af en tværkunstnerisk installation, der undersøger byens forandring. Installationen kombinerer dokumentarfilm, skulptur og et folkevisende soundscape: Et filmisk vidne af stemmer, blikke og fortællinger fra beboere omkring Nørrebro Station, som står over for en større byfornyelse og kolossal forandring.

Workshop i kollektiv filmproces

  • 19:30

Den kollektivt drevet forening UngdomsProduktion inviterer efter visningen af Alt vokser her til workshop i at lave kollektive filmprocesser, hvor kreative metoder i collage, tegning, byggeprocesser og historiefortælling inddrages. Der vil være tid til at prøve kameraer, eksperimentere med materialer og klippestationer i rummet. Kom og vær med

The Danish Connection podcast Studie introduktion

  • 19:30

The Danish Connectioner Unions internationale podcast om København. De vil introducere dig til podcast studiet og deres egen DIY tilgang til at lave en podcast for engelsktalende i København.

Undertonens Stemmer

  • 20:00

Til Unions Kulturnat præsenterer UnderTonen et program, hvor samtalen møder musikken. Feras stiller skarpt med sit koncept “Ghetto Tours” – en live mini-podcast, hvor han inviterer beboere fra boligblokkene ind på scenen for at gøre op med de fordomme og stereotyper, de møder til daglig. Med humor, kant og kompromisløs ærlighed vender han blikket og giver publikum historierne direkte fra kilden.

Den unge trio GIGZ, Killian og S.E.M. bringer herefter en markant energi til scenen med deres new wave trap-rap. Med en alsidig dynamik, innovative flows og rå intensitet repræsenterer de en lyd, der er på vej til at definere næste kapitel i dansk hiphop.

Sidst men ikke mindst gæster Ortiz og Chango King scenen med deres latin, reggaeton inspireret Hip Hop show.

Migrant Tour

  • 20:00

Copenhagen Migrantour, skabt i samarbejde med migrantborgere og koordineret af Crossing Borders, inviterer dig til at opleve Nørrebro fra nye perspektiver. Denne særlige en-times aftentur under Kulturnatten blander højdepunkter fra vores forskellige ruter og tilbyder en spændende mulighed for at se en anden side af København. Gennem autentiske historier vil du opdage, hvordan generationer af migranter har formet byens kulturelle, økonomiske og sociale struktur.

Mød Sami og Wissam til Finjan Talks

  • 20:30

Sami og Wissam er her for at løfte stemmerne hos unge med syrisk baggrund i Danmark – stemmer, der bærer på drømme, håb, kreativitet og en stærk vilje til at bidrage positivt til deres nye hjemland. Kom med ind i et intimt rum for nærværende samtaler, hvor personlige historier, identitet og refleksion deles.

Union Resident DJ

  • 21:30 - 24:00

Maite Zubieta. I Unions hjerte, caféen Send Flere Krydderier, mødes vi til musik og stemning fra kl. 21.30.
Send Flere Krydderier har åbent i baren.

Spisning i Send Flere Krydderier

  • 18 – 21

En stor del af aftenen kan du få et dejligt måltid mad fra vores spiseri Send Flere Krydderier og baren er åben.