Hvordan kan kunsten bryde tabuer om vold?
På FN’s Internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder inviterer Dansk Kvindesamfund og Dansk Kvindesamfunds Krisecentre til panelsamtale og overrækkelse af Dansk Kvindesamfunds ærespris, Mathildeprisen.
Denne aften sætter vi fokus på, hvordan kunsten kan være med til at belyse volden og dens konsekvenser. Vi har inviteret en række af krisecentrenes ambassadører, som har erfaring med at formidle volden gennem forskellige kunstformer. De vil fremvise udpluk fra deres arbejde og dele deres erfaringer og tanker bag.
Kunsten kan trænge ind i det private rum, konfrontere det, som ofte forties, og gøre tabubelagte emner til fælles anliggender. I samtalen dykker vi ned i, hvordan kunsten kan bringe tabuer frem i lyset og modvirke ensomhed og skam for personer, der har oplevet vold.
Mathildeprisen
Som afslutning på programmet overrækker vi Dansk Kvindesamfunds hæderspris, Mathildeprisen, som gives til personer eller organisationer, som arbejder for ligestilling og ligeværd mellem kønnene. Denne gang har vi udvalgt to prismodtagere, der gør en særlig indsats for voldsramte kvinder. Vær med til at fejre prismodtagerne med et glas og lidt sødt til ganen.
Program
- Kl. 16:30 - Ankomst
- Kl. 17:00 - Velkomsttale v. Maria Søndergaard, direktør i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre
- Kl. 17:10 - Panelsamtale med ambassadører om at belyse volden gennem forskellige kunstformer
- Konferenciers: Kristine Østergaard og Naja Lind Rasmussen fra Ditto
- Paneldeltagere: Anna Klahn, Christina Reinwald, Sabrina Ferguen og Lotte Svendsen
- Kl. 18:30 - Musikalsk indslag v. Deejade
- Kl. 18:55 - Overrækkelse af Mathilde-prisen
- Kl. 19:40 - Fejring af prismodtagere
Om Dansk Kvindesamfund
Dansk Kvindesamfund er en politisk NGO med feministiske værdier, der fokuserer på ligeværd og lige muligheder. Siden 1871 har organisationen sat ligestilling på dagsordenen og har spillet en markant rolle blandt andet i forhold til kvinders stemmeret, retten til fri abort, kvinders ret til krisecenterophold, og senest kriminaliseringen af psykisk vold og samtykkeloven. Dansk Kvindesamfund er en medlemsorganisation, der fortsat kæmper for mærkesager som ligeløn, reproduktive rettigheder og bekæmpelse af kønsbaseret vold.
Om Dansk Kvindesamfunds Krisecentre
Dansk Kvindesamfunds Krisecentre udspringer af den over 150 år gamle kvindeorganisation, Dansk Kvindesamfund. Dansk Kvindesamfunds Krisecentre tilbyder rådgivning og krisecenterophold. Vi udbreder viden om kønsbaseret vold og driver politiske tiltag og projekter, som styrker hjælpen til voldsudsatte kvinder og børn.
Arrangementet er gratis.