Akinyi Productions

Danseren og koreografen Phyllis Akinyi, vil gøre Union til det nye arnested for flamenco med fokus på fusioner, politik og folklore

Phyllis Akinyi er kvinden bag AKinyi Productions og koncert-performance formatet FLAMENCÓPOLIS, der sætter København på kortet som en seriøs spiller når det kommer til Flamenco på højt internationalt niveau.

I hele formen og konceptet ligger et brud med fortidens karikerede kønsroller i flamencoverdenen og genkaldelse af de afrikanske rødder der eksisterer i flamencoen. Længe har flamencoens forbindelse til det afrikanske kontinent kun være forbundet med Nordafrika og maurerne, men i senere tid er det kommet frem at afrikansk musik og dans fra syd for Sahara har haft stor indflydelse på det vi  dag kender som flamenco; noget som ikke hidtil har været repræsenteret bredt på scenen. 

Phyllis Akinyi er både drivkraft, udøvende kunstner og skaber af foreningen, der skal få Flamencópolis til at leve og vokse. Hun har tilbragt mere end syv år i Spanien hvor hun har uddannet sig som flamencodanser, og har de sidste fem år skabt sig et navn som solodanser på Madrids eksperimenterende flamencoscener. Med en baggrund indenfor moderne dans og hiphop, en bachelor i antropologi og en stor interesse for moderne folklore har Phyllis udviklet egne koreografiske flamencostilarter med fokus på musiske fusioner og politik i flamenco. Akinyi har skabt flere værker med dette fokus og med en minimalistisk tilgang til både kostumer, bevægelser og strukturer i samarbejde med spanske og internationale kunstnere.  

Udover at være dansk er Phyllis Akinyi også kenyansk, og hun er en af meget få professionelle flamencodansere med afrikanske rødder på verdensplan. 

Ved siden af arbejdet med Flamencópolis, er Phyllis ved at skabe et styrkende kollektiv for kunstnere, der rammer inden for termen Third Culture Kids. Den historie må I spørge hende ind til når I møder hende på trapperne, på det åbne kontor eller i spiseriet.

Når Phyllis ikke rejser rundt i verden og laver shows og deltager i art-labs, sidder hun vores co-workspace på 2.sal.

Billede
Rapolitics i Union
Fotograf
Daniel Liversage

Læs mere om Akinyi Production